Spring til indhold

Sådan finder du den perfekte investor til din virksomhed

find den rigtige investor

At finde den rette investor kan være afgørende for en startups succes. Den rigtige investor kan bringe kapital, ekspertise og netværk til bordet, hvilket kan hjælpe din virksomhed med at vokse og nå sine mål. Men hvordan finder man den perfekte investor?

Her er et par tips:

1. Forbered dig:

  • Hav den rigtige virksomhedsform: Investorer investerer kun i kapitalselskaber, dvs. ApS eller A/S. Har du en enkeltmandsvirksomhed, bør du få den omdannet til et anpartsselskab, før du begynder at søge efter investorer.
  • Kend din virksomhed: Sørg for at du har en klar forståelse af dine kunders problem/behov, din virksomheds løsning, forretningsmodel, team og plan for fremtiden. De fleste investorer foretrækker at investere på et tidspunkt, hvor du selv har bevist markedsbehovet for din løsning.
  • Overvej alternative finansieringskilder: Kapital fra investorer er blot én af mange forskellige finansieringskilder. Overvej om en investor er det bedste match for dig lige nu, eller om der findes andre muligheder.
  • Lav en investor præsentation: Præsenter din virksomhed på en kortfattet og engagerende måde, som viser hvor du er nu og hvad du gerne vil opnå med den ønskede finansiering.
  • Kend din investorprofil: Hvad har du brug for, udover kapitalen? Undersøg forskellige typer investorer og identificer dem, der matcher din virksomheds behov og stadie.

2. Netværk:

  • Deltag i branchearrangementer: Netværksmøder, konferencer og workshops for startups og investorer i dit lokale/regionale område er gode muligheder for at møde potentielle investorer.
  • Overvej at deltage i et acceleratorforløb: Det kan være en god løsning for helt unge virksomheder, for at komme tættere på “product-market fit” og blive mere interessant for investorer. Det kunne fx være Beyond Beta
  • Tag kontakt til et investornetværk: Der findes online- og offline-netværk, der forbinder startups med investorer, fx Danban og Keystones.
  • Brug LinkedIn til at søge efter investorer indenfor dit område/branche: Søg efter “investor” eller “business angel” i din region, og se om investoren har investeret i virksomheder indenfor din branche.
  • Udnyt dit netværk: Tal med din kommunale erhvervsservice, dine kontakter, venner og familie for at se, om de kender potentielle investorer.
  • Tjek den potentielle investor: Du skal arbejde sammen med din investor gennem mange år. Så du bør spørge ind til, hvordan investoren har skabt værdi for andre virksomheder. Og spørg så de virksomheder, hvordan det er at arbejde sammen med denne investor.

3. Vær forberedt på processen:

  • Forstå processen: Hvilke steps skal du igennem for at nå helt frem til friske penge på kontoen?
  • Kend din virksomheds værdi: Hvor stor en ejerandel skal investor have for sine penge? Få en vurdering af din virksomheds værdiansættelse for at være forberedt på forhandlinger.
  • Forstå vilkårene: Vær opmærksom på de forskellige vilkår, som investorer tilbyder, og stå stærkt i forhandlingen.
  • Sæt grænser: Vær klar over, hvad du er villig til at give afkald på, og vær ikke bange for at gå væk fra en aftale, der ikke er i din virksomheds bedste interesse.

Husk: At finde den perfekte investor tager tid, og nogle gange mange måneder. Pas på, at du ikke mister fokus på at udvikle din virksomhed, mens du søger kapital. Vær tålmodig, vedholdende og vær forberedt på at præsentere din virksomhed overbevisende. Med den rette indsats kan du finde den perfekte investor til at hjælpe din virksomhed med at vokse og nå nye højder. Tal med mentorer, rådgivere eller erfarne iværksættere for at få vejledning!

Har du brug for hjælp til at finde den rette investor?

Vi ved godt, det kan være uoverskueligt at finde en investor. Overvejer du at starte en proces, og er usikker på forløbet og hvem du skal kontakte? Så tag gerne fat i os for en gratis og uforpligtende dialog om mulighederne for at skaffe finansiering til din virksomhed. Vi har stor erfaring med at hjælpe virksomheder med at lægge en finansieringsplan, lave det nødvendige materiale og finde den rette investor.